Lørdag den 2. juni 2007:
Endelig kom dagen vi har ventet på så længe. Vi blev hentet allerede kl. 8.30 så ventetiden om morgenen ikke blev for lang. Da vi havde checket ind i lufthavnen forkælede vi os selv med brunch. Herligt…. Og pludselig var det tid til at nærme sig gaten hvor der var check ind 11.35 og take off 12.20. Mathias og Kim sad allerbagerst i venstreside og legede piloter. Det var en god start. Frederikke og jeg sad 2 rækker længere fremme i midten og hyggede. Alle havde eget tv, så der blev set film, spillet spil, hørt musik og fulgt pilotens kamera.
Indflyvningen var ret turbolent. Jeg blev småsløj, men da Frederikke blev bleg blev jeg selv temmelig frisk hurtigt og 2 rækker bagude kunne jeg høre Mathias græde og en rar dame gjorde mig opmærksom på, at han var syg. Jeps! Det var alle vegne - så herlig afslutning på en ellers fredelig flyvetur. Han fik en ny bluse på, men ekstra bukser havde vi ikke, så han fik et SAS tæppe snoet som sarong. Og sådan ankom vi til New York - hvor vi afgav fingeraftryk og blev fotograferet.
Vi tog taxa til vores hotel, som ligger lige ved Times Square. Hotellet er helt o.k. og værelset dejlig rummeligt til at være 4 i. Vi smed bagagen op og skiftede til lettere tøj - der var 32 grader!
Derefter af sted til Toys R Us og købe lidt Bratz og biler fra Cars. Så lidt mad på Mc Donalds og så hjem til værelset, hvor vi puttede os kl. 18.30 lokaltid.
Søndag den 3. juni 2007:
Frederikke og jeg vågnede allerede 3.40 og var superfriske - øv. Vi lå længe og prøvede at sove igen men det lykkedes ikke. Drengene vågnede 6.30 og så klædte vi os på og indtog morgenmad New York style: på en Starbucks. Bagefter købte vi 48timers billetter til sightseeing busserne.
Vejret var skønt og vi sad på topdækket og tog en 2 timers tur omkring Lower Manhatten. Turen endte omkring Central Park syd, hvor vi hoppede af og slog os løs. Alle synes det var dejligt at blive sluppet på græs. Senere gik vi i Zoo, men alle var lidt skuffede. Vi ledte efter dyrene fra filmen Madagasker - men de var der ikke. Burene var dog ret flotte og vi havde nogle herlige timer.
Bagefter hyggede vi igen rundt i parken og bare nød livet. Så hjem til hotellet og slappe af.
Der var lovet regn og storm - det dryppede da også pænt da vi gik ud efter aftensmad. Skønt italiensk måltid. Børnene var dog ved at falde i søvn med hovedet i maden, så vi var hjemme igen og i seng kl. 20.45. Rødvinen tog vi med hjem - det er første gang vi har drukket Barolo af plastikkrus.
Mandag den 4. juni 2007:
I dag var klokken da 6.30 da Frederikke tog et tæppe og sin nye Tamagotchi med ud på badeværelset for at underholde sig. Jeg lå bare og slappede af indtil drengene vågnede kl. 7.30. Nu var regnen virkelig kommet. Det væltede bare ned. Kim blev jaget af sted til Starbucks efter morgenmad, som blev indtaget på værelset. Vi dovnede lidt og tog så af sted med busserne til Upper Manhatten. Vi stod af ved Americas National Museum of Naturalhistory. Vi købte billet til 2 særudstillinger: en om fabeldyr og en om dinoer. Derudover så vi et lille hjørne af selve museet. Det var virkelig fantastisk. Vi var der i ca 4 timer, så var vi trætte.
Vi gik ud og hoppede på bussen igen. Total tåbelig guide der råbte meget højt og fortalte ringe vittigheder. Der var meget trafik så turen var lang og varm. Vi stod af ved det sydøstlige hjørne af parken og gik ned af 5th Avenue. En Build a Bear butik blev rippet lidt og en Disney butik blev tjekket ud.
Det er helt utroligt hvad de små fødder kan vandre og hvad de kan holde ud med alle de mennesker der er rundt om dem hele tiden. Men de hygger virkelig og de kaster sig ud i engelsk hele tiden. Specielt er Frederikkes ordforråd kommet bag på os. Det er åbenbart godt for noget at se TV og høre engelsk musik.
Kl. 17.30 er vi tilbage på hotellet til en pause. Kim er gået af sted efter togbilletter til i overmorgen, så sparer vi fødderne til det i morgen.
Aftensmad blev det aldrig til eftersom vi var trætte og ikke sultne.
Tirsdag den 5. juni 2007 - N.Y.:
Dejligt at vågne til skønt vejr. Vi hoppede i tøjet og spiste mad fra Starbucks hjembragt til værelset, da ungerne gerne ville se tegnefilm. Bagefter spadserede vi gennem N.Y. til Empire State Building, hvor vi besøgte toppen. Det er nu imponerende - ikke mindst den stilhed der hersker deroppe. Børnene var ved at være trætte efter de sidste dages strabadser, så vi tog ned og gik ind på en café for at få lidt frugt. Vi spadserede lidt rundt igen og blev enige om, at tilbringe dagen i Central Park. Ind i en Yellow Cap og så bare hygge rundt i parken. Herligt. Om eftermiddagen gik vi hjem og besøgte en butik i 3 etager der kun forhandlede M&M i alle afskygninger. Vi købte lidt og hyggede lidt på værelset. Da vi lidt senere forsigtigt foreslog en lille gå tur før aftensmaden sagde ungerne straks ja! Vi gik vest på til beboelseskvartererne - super hyggeligt. Vi fandt en meget lokal legeplads hvor der myldrede med unger og barnepiger. Børnene smed sko og sandaler og hyggede sig rigtig meget. Kim så på lidt streetbasket. Små fyre der deltog.
Bagefter fandt vi en mexicansk restaurant, hvor vi bestemt var de eneste turister. Kanon lækker mad - stærk! Så sluttede dagen på værelset, hvor den udmattede mor faldt i søvn før børn og mand - men frisk var jeg dagen efter….
Onsdag den 6. juni 2007 - togrejse N.Y. - Niagara:
Og det var jo godt eftersom det var afrejse dag. Igen blev der spist mad på værelset og tingene pakket sammen førend vi drog af sted. Vores tog skulle afgå kl. 10.45 og det skete lige på slaget. Forude ventede 9½ timers kørsel. Det var absolut en god måde at rejse på, hvis man har tiden til det. Det er sjovt at se landskab og byer - meget anderledes fra DK - forandres undervejs. Men indrømmet: turen var lang og kl. 20.15 var vi glade for at være fremme. En taxi fik os den sidste vej til hotellet, hvor de ikke lige kunne finde vores reservation dvs. de kunne finde Kim Nielsen, men navnet var det eneste der passede på vores reservation. Suk, nå vi smed bagagen og gik ud for at spise mens de løste problemet. Niagara så meget øde ud, men vupti, stort casino med flere restauranter. Vi valgte en buffet, hvor man betalte ved indgangen og så var det bare at gå i gang. Hold da op, der var meget at vælge imellem. Da vi kom retur på hotellet var alt fikset og vi fik værelset. Da klokken var 22 var det bare om at blive natteklar og så i seng.
Torsdag den 7. juni 2007 - Niagara:
Brrrr lad os da bare sige at airconditionen i dén grad virkede på Fall Side Hotel - der blev i hvert fald iskoldt på værelset i løbet af natten, og da vi nærmede os morgen buffeten var der heller ikke meget varmere der! Samtidig var vi lidt i tvivl om hvorvidt vi var helt alene på hotellet - lokalet var fuldstændig mennesketomt, men der stod da lidt american breakfast bestående af pandekager m. sirup, pølser, røræg og biksemad!?! - man kunne dog også vælge at riste doughnuts i brødristeren, så det gjorde vi i stor stil.
Ud af hotellet, og af sted mod vandfaldene - vi boede mindre end 100m fra Lake Eeries bred, og vi kunne gå helt nede langs bredden godt 1,5 km. hen til vandfaldet - der er en utrolig fart på vandet, og den bliver kun vildere jo tættere man kommer på selve faldet.
Fremme ved faldene er det første man møder "Bridal veil", eller "brudesløret", det "lille" fald hvor der kun strømmer ca. 250.000 l. vand ud over kanten hvert sekund - ubetinget et smukt syn.
Længere fremme møder man så Hestesko-faldet, ikke mindre end et fantastisk syn af 2,5 mio. liter vand der hvert sekund styrter udover den kæmpestore hesteskoformede kant.
Regningen fra de lange gåture i N.Y. har dog efterhånden sat sig i de små ben, så der skal lidt flere pauser til - men de kunne da klare en elevatortur ned til båden "Maid of the mist" hvor man bliver sejlet hen til de 2 fald - og det er absolut en tur der er alle pengene værd - man bliver ganske ydmyg når man bevæger sig nedenfor disse store naturkræfter - og det er helt utroligt så våd man kan blive selv 50m fra faldene.
Dagen bliver helt sikkert igen sluttet af ved buffeten på casinoet vi også var ved i går - og så kan det være der bliver tid til at se vandfaldene ved aftenstid med lys på.